Falkendal i Kagerup

Falkendal i Kagerup

Sagen handler om, at SCT i en periode fra 16. marts 2020 til 19. september 2022 har tilkørt jord i den anmeldte kvalitet og i de mængder, som kommunen har godkendt i forbindelse med forbedring af et landbrugsareal.

Hvorfor har DR TV-interesse for et projekt i Kagerup?

Danmarks Radio er blevet aktiveret af en række naboer, som gennem flere år har været utilfredse med tilkørslen af jord og utilfredse med de lastbiler, der skal køre gennem deres lokalsamfund med jord.


Blandt de påstande og spørgsmål, vi er blevet præsenteret for, er bl.a. følgende:

  • at området er hævet mere end det tilladte?
  • at naboerne er bekymrede for, om den tilkørte jord er giftig?
  • hvor meget, vi har tjent på opgaven?

Løsning på historiske udfordringer

Det kan være relevant at få lidt baggrund om, hvorfor der er udfordringer med vand på det pågældende landbrugsareal ved Falkendal i Kagerup, selvom det ikke direkte har med Danmarks Radios konkrete spørgsmål til os at gøre.

Solbjerg Engsø blev genskabt i 1994 med det formål at mindske nitratforureningen i Arresø. En rapport udarbejdet af GEUS i 2002 siger, at landbrugsdriften kan genskabes ved pålægning af råjord. Dette var ikke tidligere muligt grundet det opstigende grundvand, som var en konsekvens af Solbjerg Engsøs etablering.

Samme rapport udarbejdet af GEUS viser, at der siden 1910 er gravet grus på ejendommen. Sidste grusgravning ophørte i 70’erne – og skrænter samt volde blev ”skubbet sammen” i 90’erne.

For yderligere information om den historiske udvikling på området henviser vi til den landbrugsfaglige vurdering, der blev udarbejdet i 2021 af Agrovi.

Ansøgninger og tilladelser

Bygherren har i 2020 og 2022 fra Gribskov Kommune modtaget anerkendelse af et jordprojekt, der ikke kræver landzonetilladelse samt godkendelse af udlæg af jord på et defineret område.

De to afgørelser blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet. I den forbindelse har bygherren anlagt en civil retssag mod Planklagenævnet – bl.a. fordi nævnet ikke har forholdt sig til nævnte GEUS-rapport.

I 2023 modtager bygherren lovliggørende landzonetilladelse fra Gribskov Kommune. På dette tidspunkt har SCT ikke kørt på opgaven i et år, så denne del har intet med vores opgave at gøre. Også disse oplysninger har vi imidlertid delt med DR’s redaktion for at kunne bidrage til så objektiv faglig viden om denne type opgaver og de processer, der ligger bag.

I perioden, hvor vi har løst opgaven med tilkørsel af jord, har vi naturligvis opereret under gyldig, kommunal tilladelse. Efter kontroltilsyn og dialog med Regionen fremkommer lovliggørelsen af vores del af opgaven.

SCT har endvidere over for DR henvist til nivellementsplan udarbejdet af landinspektørfirmaet Hyldegaard I/S, der angiver, hvor meget jord, der er tilkørt april 2022 på det kommunale myndighedsområde, som grundejer oprindeligt (februar 2020) fik tilladelse til at jordforbedre.

Hvordan kontrollerer vi?

SCT og eksterne rådgivere foretager bl.a. droneoptagelser før og efter tilkørsel - og tilser, at de mængder der tilkøres området, overholder de givne tilladelser.

Det er essentielt for SCT, at sporbarhed, troværdighed og opgaveløsning sker i henhold til gældende lovgivning og regler. Derfor har vi naturligvis også de faktuelle informationer i denne konkrete sag – og deler dem gerne.

Vores veluddannede og erfarne specialister i vores miljøafdeling arbejder med akkrediterede laboratorier, som foretager jordanalyser og alle relevante undersøgelser i forbindelse med alle de opgaver, som SCT løser.

Derfor kan vi også dokumentere, at den tilkørte jord er klasse O (altså ikke forurenet jord) og mængderne, som er anmeldt - og som er godkendt af afsender- og modtagerkommunerne i projektet.

Hvor kommer jorden fra?

Jorden, som SCT har tilkørt, kommer fra 25 forskellige sager – bl.a. det nye Supersygehus i Hillerød, Børneriget i København, Bøgeholm Allé i Allerød og op til flere byggemodninger i forskellige kommuner i Nordsjælland. Den tilkørte jord er kontrolleret og er naturligvis anvist i henhold til projektets tilladelse og Jordflytningsbekendtgørelsen.

Konkurrerer på pris og kvalitet

Når en opgave sendes i udbud, giver SCT et tilbud, som enten accepteres, afvises eller forhandles af kunden – på sædvanlige og frie markedsvilkår. Af konkurrencemæssige årsager ønsker vi naturligvis ikke at oplyse, hvilke priser, vi løser opgaverne til. Det anses for at være et anliggende mellem vores kunder og os. Men generelt kan oplyses, at vi er i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor SCT er kendt for at differentiere os på høj kvalitet, høje kompetencer og høj service.