Historier om transport af jord

En vigtig samfundsopgave

Der udføres en lang række entreprenøropgaver inden for anlægsprojekter og terrænregulering i hele Danmark. Det er helt naturligt, at der i forbindelse med byudvikling og store anlægsprojekter skal flyttes jord.

Med 300 lastbiler og en synlig tilstedeværelse i markedet kører SCT på en række af de sjællandske anlægsopgaver, som naturligt har naboers og myndigheders bevågenhed.

Efter udsendelserne “Den Sorte Svane”, ”Operation X” og lignende temaudsendelser vist på dansk TV, bliver vi jævnligt kontaktet af medier, der vil høre om vores rolle i nogle af de opgaver, som vi løser for forskellige kunder.

IMG_20200528_142932

Deler gerne viden

Vi bidrager derfor meget gerne med information, viden og dokumentation til myndigheder, interessenter og medier. Det er imidlertid ikke altid, at den dokumentation, som vi fremlægger – direkte eller gennem den ansvarlige grundejer – bliver anerkendt af naboer eller anvendt af medier.

Det kan skyldes, at man som nabo eller interesseorganisation er modstander af en grusgrav eller jordflytning – eller, at man som politiker eller medie af den ene eller anden grund har indtaget et givet synspunkt. I disse tilfælde kan det være svært at acceptere og formidle nuancer eller måske endda skifte holdning.

Ikke desto mindre deler vi meget gerne den information, som vi sender til medierne i forbindelse med henvendelser om sager, de har vist særlig interesse for.

SCT overholder gældende lovgivning og regler inden for transport og behandling af jord. Vi opererer i henhold til Jordflytningsbekendtgørelsen og Sjællandsvejledningen.

Naturlig interesse fra naboer

Det er ikke ukendt, at borgere i forbindelse med råstofindvinding, lastvognskørsel eller anlægsprojekter udtrykker utilfredshed og bekymring – og vi har generelt stor forståelse for borgernes og mediernes interesse.

Det er både vigtigt og godt, at der holdes øje med, hvad der foregår i et lokalsamfund, idet der kan forekomme aktører, som desværre ikke overholder reglerne. Den slags adfærd tager SCT som professionel og ansvarlig transport- og miljøvirksomhed skarp afstand fra.

IMG_2279