Svar til TV2, Operation X

Spørgsmål fra TV2, Operation X

Vi har modtaget en række spørgsmål fra TV2 i forbindelse med Operation X. For at skabe gennemsigtighed giver vi her mulighed for at læse de svar, vi har givet, så I kan få et indblik i sagen.

Var du klar over, at der lå den slags byggeaffald på din mark?

Der er givet tilladelse til tilkørsel af klasse 0-jord – og det er dét, der er sket i den periode SCT Transport har stået for det pågældende projekt.

Jorden SCT har tilkørt kommer fra landbrugsjord i en anden kommune, hvor der er gjort klar til byggemodning i forbindelse med et planlagt byggeri.

Vi føler anledning til at få begreberne på plads. Der er ikke af SCT tilkørt ”byggeaffald”. I nogle tilfælde kan modtages jord med små effekter fra landbrugsdrift (tovværk, mursten, drænrør osv.), som først kommer til syne i muldlaget, når jorden er udlagt. Disse effekter stammer fra landbrugsdrift, hvor f.eks. drænrør af både plast og tegl er nedlagt i stort set alle marker, som en naturlig del af dyrkning og dræning af disse arealer.

Eventuelle fremmedlegemer fjernes, når det er synligt ved udlæg. Og efter en periode, hvor jorden har sat sig, renses muldjorden igen for fremmedlegemer. Det er også sket i denne sag.

Kommunen har løbende ført tilsyn og har ikke haft bemærkninger.

Hvor dybt i markens jord antager du, at der ligger lignende byggeaffald?

På de arealer, der er tilkørt jord og som I har vist fotos fra, er der kun lagt 40 cm muldjord oven på råjord. Råjord er pr. definition intakt jord.

Svaret er derfor, at der på det pågældende areal kun kan ligge fremmedlegemer i 40 cm dybde – men eventuelle fremmedlegemer fjernes, når det er synligt ved udlæg.

Og efter en periode, hvor jorden har sat sig, renses muldjorden igen for fremmedlegemer. Det er også sket i denne sag.

Der førtes af SCT digital driftsjournal på det pågældende jordtip. Her er al transport og drift logget, siden vi overtog transport- og entreprenøropgaven på stedet. Den information står altid til rådighed for bygherren og myndighederne.

Hvordan er planen for at fjerne de eventuelle fremmedlegemer, der ligger begravet nede i marken?

De få fremmedlegemer er ikke begravet – men er blevet synlige i forbindelse med, at jorden har sat sig.

Det er helt normal procedure, at de elementer, som I har taget fotos af, bliver fjernet ved næste planlagte efterbehandling – ligesom dét vil ske ved næste tilkørsel af myndighedskontrolleret klasse-0 jord.

Vi har konsulteret os hos en ekspert, som siger at landbrugsjord (klasse 0) ikke skal indeholde murbrokker, ledninger m.m. og at reglerne i øvrigt ikke siger, at der er accept for en lille smule i jorden. Eksperten siger, forelagt billederne, at hans vurdering er, at der ikke er tale om klasse 0-jord, som er blevet læsset af på jordtippet ved Esromgaard.

Landbrugsjord skal i den optimale verden ikke indeholde andet end muld og naturmaterialer.

Men i den virkelige verden vil landbrugsjord, der har været dyrket i generationer - og hvor der ofte har været etableret veje og stier, eller hvor disse på et tidspunkt er gravet op eller dækket med muldjord – eller der har været små bygninger og skure til dyr, hvor disse siden er fjernet – kunne være forekomster fra landbrugsproduktion.

Det betyder ikke, at jorden er forurenet, men at der – også i klasse 0 jord - kan være fremmedelementer, der skal fjernes enten i forbindelse med opgravning, transport eller efterbehandling på det nye sted.

Selvom det ikke er hverken pænt eller ønskeligt med effekter fra landbrugsdrift, der måtte ligge i jorden, er der ikke tale om forurening ud fra den objektive definition. Rester af et plastdrænrør frigiver således ikke tungmetaller eller kemikalier i strid med jordkvalitetskriterierne til jordmediet eller til grundvandsmediet – men pænt er det ikke – og derfor fjernes den slags også ved efterbehandling.

Som anført i tidligere fremsendt procesbeskrivelse er det helt normal procedure, at transportør eller entreprenør sørger for disse indsatser i forbindelse med jordflytning og efterbehandling. Og det har vi også gjort i dette tilfælde.

En professor med stor viden på området bakker den første ekspert op, og siger billederne mest af alt minder om et regulært affaldsdeponi og at genstandene på billederne langt fra er klasse 0-jord.

Stor respekt for eksperter. Men nu har vi kendskab til den pågældende sag og kan derfor afvise, at der er tale om affaldsdeponi. Der er tale om klasse 0-jord.

På et 3 hektar stort område er der efter jordsætning fundet mindre end 2 plastsække med småting, der stammer fra typisk landbrugsdrift.

I udsendelsen mener den af TV2 adspurgte eksperter, at der i sagen fra Nordsjælland burde være foretaget jordanalyser. Og det er der faktisk også, i hvert fald siden SCT overtog driften.

Det skal bemærkes, at ved flytning af jord fra landbrug til landbrug kræves der faktisk ikke jordanalyser, men af de mest krævende og professionelle aktører i branchen udføres de som led i dokumentation og sporbarhed. Sådan er det hos SCT.

Processen er, at analyserne anmeldes til godkendt jordmodtageranlæg via fx it-systemet Jordweb, som mange kommuner anvender. Afsenderkommunen gennemgår anmeldelse med de anmeldte oplysninger. Her er der også beskrivelse af gravearbejde, jordhåndtering, graveplaner, analyseresultater osv.

Afsenderkommunen sender anmeldelsen af jordflytningen til forhåndsgodkendelse hos modtagerkommunen – og modtagerkommunen godkender jordflytningen.

Kommunen har løbende ført tilsyn og har ikke haft bemærkninger.

Vi arbejder på at få en vurdering fra Miljøstyrelsen.

Det er altid godt med myndighedsvurderinger. Vi supplerer gerne med faktuel information.

Kan du oplyse mig om, hvornår jorden med genstandene er blevet tilkørt jordtippet ved Esromgaard, og hvorfra jorden med de forskellige genstande i stammer fra?

Det fremgår af den driftsjournal, vi har etableret og løbende opdaterer på den pågældende matrikel.

Af kundemæssige forhold er det ikke op til os at udlevere den slags information, men vi skal venligst henvise til bygherren.