Proces for flytning af jord


Proces for flytning af jord

Jordflytning kræver nøje planlægning og overholdelse af gældende regler. Denne vejledning for vores jordhåndtering beskriver processen fra forespørgsel og vurdering af jordens kvalitet til godkendelse og korrekt håndtering, så miljøkrav overholdes, og forurenet jord ikke havner forkerte steder.

  1. Kunde kontakter transportør med henblik på indhentning af priser og håndtering af jordflytning. Her fremsendes jordhåndteringsplan inkl. analyseresultater udarbejdet af ekstern rådgiver. Transportørs salg- og jordafdeling gennemgår fremsendte jordhåndteringsplan / analyseresultater. Det vurderes her, om analyseresultaterne overholder Jordflytningsbekendtgørelsen.
  2. Transportørs miljøafdeling (såfremt en sådan haves) gennemgår og sikrer, at analyserne overholder jordmodtagers modtagekriterier. Ud over analyserne vurderes grundens historik, hvorfra jorden opgraves. Herudover gennemgås evt. jordforureningsattest på den matrikel hvorfra jorden opgraves.
  3. Ved flytning af jord fra landbrug til landbrug kræves ikke jordanalyser, men af de mest krævende og professionelle aktører i branchen udføres de som led i dokumentation og sporbarhed.
  4. Analyserne anmeldes til godkendt jordmodtageranlæg via fx it-systemet Jordweb, som mange kommuner anvender.
  5. Afsenderkommune gennemgår anmeldelse med de anmeldte oplysninger. Beskrivelse af gravearbejde, jordhåndtering, graveplaner, analyseresultater osv.
  6. Afsenderkommune sender anmeldelsen af jordflytningen til forhåndsgodkendelse hos modtagerkommune.
  7. Modtager kommune godkender jordflytningen.
  8. Afsender kommune anviser jordflytning.
  9. Grundejer af jordtippen (stedet, der modtager jord til fx terrænregulering som følge af oversvømmede marker som følge af klimaforandringer og øgede nedbørsmængder) godkender at ville modtage det pågældende jordparti.
  10. Transportør sørger for, at entreprenør på matriklen, hvorfra jorden opgraves, orienteres om at jordflytningen er godkendt af myndighederne, hvorefter jordflytningen kan påbegyndes.
  11. Ud over anmeldelse af jordflytning, bør der på jordtipperne være en driftsjournal, der dokumenter korrekt håndtering af jorden på jordtippen. Denne bør også indeholde en beskrivelse af evt. jord, der afviger for jordtippens modtagekriterer. Jord med fx synligt indhold af byggeaffald afvises ved jordmodtagelse og anmeldes til kartering hos godkendt modtageanlæg.
  12. Der kan i nogle tilfælde modtages jord med små stykker affald (tovværk, mursten, drænrør osv.), som først kommer til syne, når jorden er udlagt. Dette er ikke unormalt, når der graves landbrugsjord op, hvor drænrør og evt. kabler til trådhegn mm kan være blevet ødelagt af flere års stærke naturkræfter og sætninger af jorden. Dette forbliver imidlertid ikke på modtagestedet, men samles sammen af anden type entreprenørmaskine og bortkøres til godkendt affaldsmodtager. Fra udlægning til færdigbehandling af jorden kan der gå mellem 4-12 måneder, hvorefter fremmedlegemer vil være fjernet fra modtagestedet.
  13. Det væsentlige er således ikke synlige fremmelegemer, idet de fjernes i forbindelse med efterbehandling, men at jorden ikke er forurenet af tungmetaller og kemikalier eller andre stoffer, der kan trænge i grundvandet. Jordprøver og –analyser sikrer, at forurenet jord ikke lander på et rent jordtip, idet professionelle aktører vil sende forurenet jord til godkendte behandlingsanlæg, mens klasse 0-jord kan flyttes og udlægges uden problemer.