Ansvar

Vi oplever øget interesse omkring jordhåndtering

I forbindelse med mediernes afdækning af en række problematiske sager inden for jordflytning og terrænregulering det sidste par år, er der en naturlig interesse fra offentlighedens side for den type transport – og anlægsopgaver.

Efter udsendelserne “Den Sorte Svane”, ”Operation X” og lignende temaudsendelser vist på dansk TV, er vi blevet kontaktet af medier, der vil høre om vores rolle i forskellige sager.

Der udføres en lang række entreprenøropgaver inden for anlægsprojekter og terrænregulering over det meste af Sjælland. Med 300 lastbiler og en synlig tilstedeværelse i markedet kører SCT på en række af disse anlægsopgaver, som naturligt har naboers og myndigheders bevågenhed.

IMG_2279
Naturlig interesse fra naboer

Det er ikke ukendt, at borgere i forbindelse med råstofindvinding, lastvognskørsel eller anlægsprojekter udtrykker utilfredshed og bekymring – og vi har generelt stor forståelse for borgernes og mediernes interesse.

Det er både vigtigt og godt, at der holdes øje med, hvad der foregår i et lokalsamfund, idet der kan forekomme aktører, som desværre ikke overholder reglerne. Den slags adfærd tager SCT som professionel og ansvarlig transport- og miljøvirksomhed skarp afstand fra.


SCT bidrager gerne med oplysning

Vi bidrager derfor meget gerne med information, viden og dokumentation til myndigheder, interessenter og medier.

Det er imidlertid ikke altid, at den dokumentation, som vi fremlægger – direkte eller gennem den ansvarlige grundejer – bliver anerkendt af naboer eller anvendt af medier.

Det kan skyldes, at man som nabo eller interesseorganisation er modstander af en grusgrav eller jordflytning – eller, at man som politiker eller medie af den ene eller anden grund har indtaget et givet synspunkt.

I disse tilfælde kan det være svært at acceptere og formidle nuancer eller måske endda skifte holdning.

Ikke desto mindre deler vi meget gerne den information, som vi har sendt til Danmarks Radio i forbindelse med deres henvendelse til os om en opgave i Kagerup.

Sagen handler om, at SCT i en periode fra 16. marts 2020 til 19. september 2022 har tilkørt jord i den anmeldte kvalitet og i de mængder, som kommunen har godkendt i forbindelse med forbedring af et landbrugsareal.


Hvorfor har DR TV-interesse for et projekt i Kagerup?

Danmarks Radio er blevet aktiveret af en række naboer, som gennem flere år har været utilfredse med tilkørslen af jord og utilfredse med de lastbiler, der skal køre gennem deres lokalsamfund med jord.


Blandt de påstande og spørgsmål, vi er blevet præsenteret for, er bl.a. følgende:

  • at området er hævet mere end det tilladte?
  • at naboerne er bekymrede for, om den tilkørte jord er giftig?
  • hvor meget, vi har tjent på opgaven?

Løsning på historiske udfordringer

Det kan være relevant at få lidt baggrund om, hvorfor der er udfordringer med vand på det pågældende landbrugsareal ved Falkendal i Kagerup, selvom det ikke direkte har med Danmarks Radios konkrete spørgsmål til os at gøre.

Solbjerg Engsø blev genskabt i 1994 med det formål at mindske nitratforureningen i Arresø. En rapport udarbejdet af GEUS i 2002 siger, at landbrugsdriften kan genskabes ved pålægning af råjord. Dette var ikke tidligere muligt grundet det opstigende grundvand, som var en konsekvens af Solbjerg Engsøs etablering.

Samme rapport udarbejdet af GEUS viser, at der siden 1910 er gravet grus på ejendommen. Sidste grusgravning ophørte i 70’erne – og skrænter samt volde blev ”skubbet sammen” i 90’erne.

For yderligere information om den historiske udvikling på området henviser vi til den landbrugsfaglige vurdering, der blev udarbejdet i 2021 af Agrovi.


Ansøgninger og tilladelser

Bygherren har i 2020 og 2022 fra Gribskov Kommune modtaget anerkendelse af et jordprojekt, der ikke kræver landzonetilladelse samt godkendelse af udlæg af jord på et defineret område.

De to afgørelser blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet. I den forbindelse har bygherren anlagt en civil retssag mod Planklagenævnet – bl.a. fordi nævnet ikke har forholdt sig til nævnte GEUS-rapport.

I 2023 modtager bygherren lovliggørende landzonetilladelse fra Gribskov Kommune. På dette tidspunkt har SCT ikke kørt på opgaven i et år, så denne del har intet med vores opgave at gøre. Også disse oplysninger har vi imidlertid delt med DR’s redaktion for at kunne bidrage til så objektiv faglig viden om denne type opgaver og de processer, der ligger bag.

I perioden, hvor vi har løst opgaven med tilkørsel af jord, har vi naturligvis opereret under gyldig, kommunal tilladelse. Efter kontroltilsyn og dialog med Regionen fremkommer lovliggørelsen af vores del af opgaven.

SCT har endvidere over for DR henvist til nivellementsplan udarbejdet af landinspektørfirmaet Hyldegaard I/S, der angiver, hvor meget jord, der er tilkørt april 2022 på det kommunale myndighedsområde, som grundejer oprindeligt (februar 2020) fik tilladelse til at jordforbedre.


Hvordan kontrollerer vi?

SCT og eksterne rådgivere foretager bl.a. droneoptagelser før og efter tilkørsel - og tilser, at de mængder der tilkøres området, overholder de givne tilladelser.

Det er essentielt for SCT, at sporbarhed, troværdighed og opgaveløsning sker i henhold til gældende lovgivning og regler. Derfor har vi naturligvis også de faktuelle informationer i denne konkrete sag – og deler dem gerne.

Vores veluddannede og erfarne specialister i vores miljøafdeling arbejder med akkrediterede laboratorier, som foretager jordanalyser og alle relevante undersøgelser i forbindelse med alle de opgaver, som SCT løser.

Derfor kan vi også dokumentere, at den tilkørte jord er klasse O (altså ikke forurenet jord) og mængderne, som er anmeldt - og som er godkendt af afsender- og modtagerkommunerne i projektet.


Hvor kommer jorden fra?

Jorden, som SCT har tilkørt, kommer fra 25 forskellige sager – bl.a. det nye Supersygehus i Hillerød, Børneriget i København, Bøgeholm Allé i Allerød og op til flere byggemodninger i forskellige kommuner i Nordsjælland. Den tilkørte jord er kontrolleret og er naturligvis anvist i henhold til projektets tilladelse og Jordflytningsbekendtgørelsen.


Konkurrerer på pris og kvalitet

Når en opgave sendes i udbud, giver SCT et tilbud, som enten accepteres, afvises eller forhandles af kunden – på sædvanlige og frie markedsvilkår. Af konkurrencemæssige årsager ønsker vi naturligvis ikke at oplyse, hvilke priser, vi løser opgaverne til. Det anses for at være et anliggende mellem vores kunder og os. Men generelt kan oplyses, at vi er i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor SCT er kendt for at differentiere os på høj kvalitet, høje kompetencer og høj service.