Q&A


Kommentarer til TV2, Operation X-udsendelse

Den 19. februar 2025 har TV2 bragt Operation X-udsendelsen ”Marken er giftig” om to sager, hvor en vognmand angiveligt har kørt forurenet jord ud på en mark ved Herfølge og et landbrug i Nordsjælland – sandsynligvis i perioden 2017-2018.

SCT har intet med marken i Herfølge at gøre, men har siden 2021 haft opgaven med tilkørsel af jord til landbruget i Nordsjælland. Før denne periode er vi ikke vidende om, hvad der er foregået på arealet. I forbindelse med produktionen af udsendelsen har landbruget henvist TV2 til os for at svare på en række spørgsmål.

Objektivt set er det altid bygherrens ansvar, at alt på en matrikel foregår lovligt, men da vi arbejder efter de højeste standarder og både sørger for jordanalyser og udfærdiger driftsjournaler på de jordtip, vi har ansvaret for, bidrager vi altid gerne til den dokumentation, som bygherrer og myndigheder ønsker og har krav på i forbindelse med en opgave.

Afhængig af transportørens størrelse og interne kompetencer og ekspertise er der forskel på, hvordan procedurerne er for jordflytning. Men uanset dette, er det samme lovgivning, der er gældende over hele landet-  og som kommunerne skal sikre bliver overholdt. På Sjælland er der endvidere en særlig Vejledning, der er udarbejdet af de tidligere amter og som beskriver, hvordan man i dette område af landet klassificerer jord.

Denne lovgivning og disse regler følger SCT Transport A/S til punkt og prikke – og vores egen miljøafdeling er sammen med eksterne analysefirmaer og rådgivere garant for, at vores dokumentation og procedurer lever op til de højeste standarder.

For alle bør have en interesse i at beskytte vores natur og miljø – og at få sat en stopper for både ulovligheder og amoralsk adfærd, hvor det måtte finde sted. Derfor har vi gennem januar 2025 svaret på TV2s spørgsmål af flere omgange – og har også forsynet det pågældende landbrug med udkast til svar, som de kunne sende til TV2.

Som transparent og professionel aktør i vognmandsbranchen deler vi gerne disse informationer med myndigheder og offentligheden. Her på siden har vi derfor samlet en række af de spørgsmål, som vi har bidraget med svar på – og vil løbende udbygge med nyheder, information og dokumentation for, hvordan vi bl.a. arbejder med jordflytning og transportopgaver.

Kontakt os endelig, såfremt du måtte have spørgsmål til Operation X-udsendelsen eller til vores virksomhed og arbejdsprocesser. Vi svarer meget gerne.


Kristian Lund Johansen

Direktør - Jord, Miljø & Råstoffer